Cookies

DIF kårer Årets Idrætsforening 2021

10/11/2021 1:55 PM |  DPF - CMS |  Rikke Vedel Lassen
Hvem skal være Årets Idrætsforening?

En ny pris, Årets Idrætsforening, med 60.000 kroner til vinderen uddeles til DR’s Sportsgalla i januar. Der er nu åbent for indstillinger.

DIF og DR P4 og går sammen om at kåre Årets Idrætsforening i Danmark. Hvis du kender en forening, der bør vinde prisen, så indstil den via mail til adressen forening@dif.dk inden fredag den 24. oktober klokken 12.

Vinderen afsløres i forbindelse med det store gallashow Sport 2021, som afvikles i Jyske Bank Boxen den 8. januar. Ud over æren er der 60.000 kroner til vinderen, som skal bruges til at fortsætte den gode arbejde i foreningen. Nummer to og tre modtager begge 20.000 kroner.

Når indstillingsperioden er overstået, vil en jury bestående af OL-sølvvinderen i 400 meter hækkeløb fra Rio-legene Sara Slott Petersen, Bent Clausen, bestyrelsesmedlem i DIF og Gitte Kvist, distriktschef hos DR Østjylland gennemgå indstillingerne og udvælge tre idrætsforeninger, som befolkningen efterfølgende kan stemme på.

Idrætsforeningen har været en central og uvurderlig del af mit liv. Både gennem barndommen og op gennem mit voksenliv. Derfor er jeg glad for, at jeg på denne måde kan være med til at anerkende noget af alt det gode arbejder, der finder sted i landets idrætsforeninger,” siger Sara Slott Petersen, mens Bent Clausen supplerer:
”Idrætsforeningerne og deres frivillige kræfter leverer hver dag masser af sunde fællesskaber til den danske befolkning. Derfor er vi glade for at kunne give lidt tilbage og med denne pris og påskønne nogle af de foreninger, som gør det rigtig godt.”

Hos DR P4 ser man frem til at få en masse gode bud på, hvad der skal være Årets Idrætsforening.
”Det er fantastisk, at lytterne nu kan komme på banen med deres bud på de foreninger, der hver eneste dag gør en forskel i deres og øvrige danskeres liv. Idrætsforeninger og deres mange frivillige udgør en hjørnesten i vores hverdag, hvor vi på P4 udgør lydtapetet. Så vi glæder os til at åbne for indstillingerne og vi håber at høre rigtig mange bud på Årets Idrætsforening," siger Gitte Kvist, der er distriktschef hos DR Østjylland.

Prisen Årets Idrætsforening afløser prisen Danskerne Idrætspris, som i en årrække har hyldet et særligt idræts initiativ i foreningsregi.

Praktisk information om indstillinger og afstemninger
11. oktober til 24. oktober klokken 12.00: Indstillingsperiode.
Indstillinger skal skrives i Word og mailes til adressen forening@dif.dk. Indstillingen skal være på maksimalt 2.000 tegn, og der må desuden vedhæftes et eller to billeder af foreningen på i alt maksimalt 5 mb. Tilføj desuden foreningens navn og adresse samt kontaktinfo på indstilleren.

25. oktober – 9. november: Indstillinger gennemlæses og juryen voterer

10. november: Juryens tre udvalgte foreninger afsløres, og befolkningen får mulighed for at stemme på de tre foreninger.

24. november klokken 12: Afstemningen slutter

8. januar: Vinderen afsløres i forbindelse med Sport 2021 showet i Jyske Bank Boksen i Herning
 
Kriterier
Da de danske idrætsforeningers rolle og betydning er mangeartede, kan der være mange gode grunde til at indstille den enkelte forening. Vigtigt er det dog, at det skal være tydeligt for juryen, hvad der berettiger den nominerede forening til at blive Årets Idrætsforening.

Dette kunne fx være, at idrætsforeningen har:
  • Taget et betydeligt samfundsansvar for fx socialt udsatte, klimaet eller særlige målgrupper
  • Haft succes med at skabe nye idrætstilbud og idrætsfællesskaber og/eller tilknytningsformer i foreningen
  • Gjort en særlig indsats for foreningens frivillige eller i kampen om at få flere frivillige tilknyttet deres forening
  • Lavet indsatser, som har stor betydning for lokalområdet og som er med til at skabe lokal sammenhængskraft  
  • Benyttet nye værktøjer og metode til at styrke foreningens drift, kvalitet eller fællesskaber. Fx gennem digitalisering
  • Været nytænkende og visionære med det mål at fremtidssikre foreningens relevans og attraktion
  • Eller bare bør hyldes som Årets Forening på baggrund af noget helt andet!





 
Eksempler: Allskin.dk - Hudpleje og parfurmer | ConCor - IT-konsulenter



Delete item?